Categories
Nyheder

Optakt til #SJEAaB med Torben Quitzau: “Jeg vil tro, og håbe, at vi kommer til at stå dybt. Lange bolde og ellers fight. “

Efter en landsholdspause triller bolden snart atter på ny i Superligaen. Her skal drengene på mandag møde SønderjyskE, et hold der kæmper for overlevelse i Superligaen, mens drengene fra Aalborg skal ud og forsvare deres tredjeplads i Superligaen. Top mod bund, der møder hinanden. Vi har forud for kampen fået en snak med Torben Quitzau, som er fan af SønderjyskE, Torben tror på en smal SønderjyskE sejr, men frygter AaB’s Iver Fossum og Kristoffer Pallesen. Han ser dog frem til, at Isak Jensen fra SønderjyskE kan bringe noget vildskab ind på banen, hvis han nu skulle få chancen med spilletid.

Hvad er status for dit hold lige nu og fornemmelsen som fan?
Status pt. er, at vi rykker længere og længere mod afgrunden. Jeg har lige siden fyringen af Glen Riddersholm, og opkøbet fra Platek generelt, forsøgt (som en af de få) at være positiv overfor klubbens fremtid. Men lige nu har jeg det svært. Jeg savner virkelig en plan for hvad vi gør her og nu, og ikke mindst hvad der skal ske når transfervinduet åbner. Holder vi fast i den lagsigtede strategi, eller vil vi sætte alt ind på overlevelse.

Hvor vigtig er kampen mod AaB og hvorfor?
Alle kampe er vigtige lige nu, hvis vi skal bevare håbet om også at spille Superliga næste sæson. Men kampen er også vigtig i forhold til at få sat en prop i forsvaret. I de sidste 2 kampe har vi lukket 9 mål ind og kun scoret et. Det må simpelthen koste på selvtilliden, og siger sig selv, at det ikke kan fortsætte.

Hvem skal AaB holde mest øjne med hos SønderjyskE?
Vi er mildest talt elendige når det kommer til at skabe chancer, så her ved jeg simpelthen ikke hvad jeg skal svare. Men jeg håber vores unge ven Isak Jensen får chancen, han kan have noget vildskab over sig og vil frem over stepperne. Det trænger jeg til at se.

Hvordan vil i hos SønderjyskE tackle AaB på bedste vis, og hvem frygter I mest hos AaB?
Jeg vil tro, og håbe, at vi kommer til at stå dybt. Lange bolde og ellers fight. Vi blev lovet fight i kampen mod Vejle, men der var kun enkelte spillere der vitterligt forsøgte. Der skal andre boller på suppen på Sydbank Park. Hos AaB skal vi lukke Fossum ned, eller her kan man også passende nævne Pallesen. Derudover skal vi naturligvis også passe på jeres dødbolde.

Hvad tror du, at #SJEAaB ender, og hvad bliver afgørende for det hele?
Jeg bliver nødt til at tro på at vi vinder. Vi skal have sat prop i det forsvar, og så scorer vi på et hjørnespark. 1-0 til SønderjyskE.