Categories
Interview

Optakt til #AaBFCK med Kasper fra Kvart i Bold: “Davit Kcholava får en nøglerolle qua jeres mange indlæg.“

Topkamp på Aalborg Stadion nu på søndag, når FCK kommer til Aalborg. Med en sejr på søndag, så kan drengene snige sig op på andenpladsen i 3F Superligaen, og dermed overvintre på andenpladsen. Det kræver en sejr over FCK. For mange AaB-fans ville det være prikken over i’et, at kunne snuppe andenpladsen henover vinteren fra FCK. Vi har fanget Kasper Larsen fra FCK fan-mediet Kvart i Bold til en snak omkring søndagens kamp. Kasper tror på en 1-1’er, han har desuden stor respekt for det som AaB har kreeret i dette her efterår, også mener han, at vi skal have ekstra øjne på Pep Biel.

Hvad er status for dit hold lige nu og fornemmelsen som fan?
Status for mit hold lige nu er meget op og ned. Vi har haft en lidt smal trup og svinget en del den seneste tid. Så tror vi har godt af ferie. I Europa har vi dog stort set gjort rent bord. Men et blandet efterår.

Hvor vigtig er kampen mod AaB og hvorfor?
Den er meget vigtig, da det handler om ikke at komme for langt efter inden foråret starter. Der er en verden til forskel på at være 1,4,7 point efter, og følelsen man går på ferie med betyder bestemt også en del.

Hvem skal AaB holde mest øjne med hos FCK?
AaB skal holde øje med efterårets profil Pep Biel. Han har taget et kæmpe ansvar og leder meget af spillet i vores offensiv. En anden er Davit Kcholava, der får en nøglerolle qua jeres mange indlæg.

Hvordan vil i hos FCK gribe kampen an, og hvem frygter I mest hos AaB?
Jeg forventer at vi sætter vores preslinje lidt længere tilbage end vi gør i Parken, og ligeledes, at vi forsøger at tage vare på bolden, og altså kampen. Vi har stor respekt for det AaB har opnået i dette efterår og ved, at spillere som Prip og vores gamle ven Kusk, kan give os problemer. Den helt store AaB spiller er i mine øjne Fossum, hvis han altså er klar.

Hvad tror du, at kampen ender, og hvad bliver udslagsgivende for det hele?
Jeg tror kampen ender 1-1. Vi kommer foran, og I jagter med held en udligning. Det vigtige bliver hvem der får sit spil til at flyde, og om vi matcher jeres energi niveau efter et langt efterår, med skader og euro kampe