Categories
Nedtakt Nyheder

Prica i ekstase: “Det føles fantastisk!”

Det blev til et tidligt indhop for det 18-årige angribertalent i går, da Tom van Weert måtte udgå med en skade i første halvleg.

Efter en turbulent start i AaB, ligner Tim Prica også en mand der er ved at finde fodfæste. I går brillerede han, ved først at fremtvinge et selvmål og bagefter banke bolden i mål, forbi den chanceløse OB-keeper.

Hovedpersonen selv, var lykkelig over sit mål og ikke mindst at tilskuerne er tilbage på stadion.

“Det føles fantastisk, at I er med på lægterne og fantastisk at score mål foran jer!”, siger Tim Prica.

Det var svenskerens bare andet mål i AaB-trøjen, men mon ikke det er starten på noget stort. Til sammenligning havde Rade Prica samme antal mål på seniorplan som 22-årig.

Categories
Nedtakt

AaB tilbage på top 6-kurs: “Kæmpe indsats af holdet”

To sejre i streg, to clean sheets i streg, Hiljemark-comeback, Van Weert og Ahlmann på måltavlen igen. Det stinker af en perfekt søndag eftermiddag i Nørreskoven. Og det var det også, næsten.

Banen og de to holds offensive statistikker lugtede af en kedelig målløs kamp. Det blev det ikke. Allerede efter 13 minutter erobrede Kusk bolden, Pallesen sendte den i boksen og Van Weert prikkede den ind. Efter kampen havde han også svært ved at skjule sin begejstring;

“Rigtig dejligt at score igen og få en sejr. Kæmpe indsats af holdet, hele vejen rundt!”

Det lyder næsten som en drøm, men er måske bare en varsling om nye, bedre tider. Og som om det ikke var nok, bankede Ahlmann også bolden på undersiden af overliggeren, som så røg tilbage op i nettaget, kort inde i anden halvleg. Regulært drømmehug fra den rutinerede venstreback, der ikke scorer ofte.

Set over hele kampen, var sejren aldrig i fare. AaB havde den klogeste gameplan, hvor underlaget var en vigtig faktor. Ikke ligefrem den slags fodbold, vi regner med at skulle se under Cifuentes, men Vejle blev udspillet taktisk. Ross og Granli viste klassen i Thelanders fravær og kastrerede Vejles offensiv. Spillere som Samuelsen og Fossum markerede sig positivt. Og en tilbagevendt Hiljemark, er svær ikke at blive lidt opstemt over.

Categories
Nedtakt

Kæmpe lettelse: Cifuentes får første sejr

Kampen vi var vidne til mandag aften, var på ingen måde smuk. Faktisk var det en utrolig grim kamp. Ingen af holdene brillerede rigtigt, selvom begge hold havde positive takter.

AaB startede første halvleg godt ud og fik tilkæmpet sig et straffespark, der dog blev omstødt til offside. Det var et mere pragmatisk og primitivt AaB-hold vi så, men de overlod teten til SønderjyskE hen imod slutningen af halvlegen. De vandt for mange andenbolde, havde lidt for nemt ved at spille rundt om AaB’erne og AaBs pres fungerede ikke.

Anden halvleg var ikke god, men den var bedre for AaBs vedkommende. Der blev skabt reelle målchancer, men ikke udnyttet. Blandt andet Samuelsen og Van Weert kom frem til store muligheder, men skarpheden manglede.

Men i det 89. dukkede Børsting op i feltet og fik en støvle i hovedet, hvilket Aydin Uslu dømte straffespark for. Og som sikkerheden selv, sparkede Iver Fossum bolden i nettet. Glen fik et rødt kort og SønderjyskE pressede på til sidst, men Rinne ville det anderledes og sikrede Cifuentes sin første sejr, med en vanvittig redning.

Næste kamp er på søndag mod Vejle.

Categories
Nedtakt

Uafgjort mod FCN: “Vi mangler lidt held i dag”

To hold med kniven for struben, men det betød ikke at nogen var kommet for at forsvare noget hjem. Tværtimod.

AaB startede med et højt pres, som gav FCN plads i bagrummet. Det udnyttede de efter 5 minutter, hvor Kamaldeen blev sendt i dybden og Tochi Chukwuani kunne prikke bolden i nettet til 1-o. AaB svarede igen efter 24 minutter, hvor Tim Prica bankede bolden op i nettaget og udlignede, efter et kort VAR-cirkus.

AaB fortsatte med at styre spillet, men alligevel tog FCN føringen igen i det 67. minut. Maxwell Woledzi steg til vejrs og stangede kuglen ind bag Rinne. Men Kusk ville det anderledes. Først med et hovedstød på stolpen og et smukt indlæg til Rufo, der desværre fik sit mål annuleret for offside, fik han sat sit indtryk på kampen. Kusk var dog ikke den eneste indskifter i hopla, for Lukas Klitten ville også lege med. Med en tunnel på Thycosen og et frækt træk derefter, kunne han trække et straffespark. Iver Fossum kvitterede stensikkert. Det bølgede frem og tilbage i slutfasen, men ingen af holdene kunne altså trække sig sejrrigt ud af opgøret.

Som forventet kom AaB i et højt pres og det lykkedes utroligt godt. FCN fik ikke ro til at bygge spillet op og smed mange bolde væk farlige steder. Til gengæld var AaBs defensiv heller ikke noget at råbe hurra for, med alt for mange tvivlsomme beslutninger og boldtab. Tommel op til offensiven dog, der virkelig er begyndt at ligne noget. Og den ene af dagens målscorere, Tim Prica, er enig

“Jeg synes at vi spiller en god offensiv kamp, men vi har lidt problemer defensivt idag. Tror at vi mangler lidt held i dag, men det kommer. Det er jeg ikke i tvivl om”

Og da han blev spurgt om AaB når top 6, lød det stålfast;

“Ja, det gør vi”.

Categories
Nedtakt

AaB fortsætter den dårlige stime

Ingen forventede at AaB skulle tage point, men alligevel skinner skuffelsen igennem.

Fra start blev der lagt et stort tungt pres fra FCM, som AaB havde svært ved at komme ud af. Kun få kontramuligheder blev det til, inden Sory Kaba scorede i det 27. minut. AaB fik ikke etableret noget mod slutningen af første halvleg, men FCMs dominans lagde sig stille og roligt. Evander lukkede og slukkede kampen efter 72. minutter.

Planen lykkedes ikke og på ingen måde nogen prangende kamp fra AaBs side, men man kunne godt have nappet minimum ét point. Manglende skarphed i både defensiven og offensiven, gjorde det dog til en umulig opgave, for det slipper man ikke afsted med, mod FCM.

AaB står nu med 7 point og én sølle sejr i de sidste 9 Superligakampe. Det er opskriften på succes og det dufter heller ikke af top 6.

De sværeste af forårets grundspilskampe er overstået og Cifuentes skal nu finde en måde at vende skuden på, inden det bliver en krise.