Categories
Transfernyheder

AaB udlejer ung angriber

Fredag hentede AaB serbiske Milan Makaric, hvilket efterlod klubben med 4 spidsangribere i truppen. Der kan argumenteres for, at det er for mange og nu har man valgt at udleje én af dem.

Angriberen der er snak om, er Oliver Børsting, der i sommerpausen blev rykket op i seniortruppen. Ifølge 1885vibes’ oplysninger skal han udlejes til 2. divisionsklubben, Skive IK.

I sidste sæson scorede Børsting 11 mål i 26 kampe for AaBs u19-hold og i opstarten til denne sæson, har han været meget involveret i AaBs træningskampe.

I foråret var en anden AaB-spiller udlejet til klubben med succes, nemlig Jeppe Pedersen, som nu er tilbage i AaB. Derudover har Skive tidligere huseret AaB-koryfæet Rasmus Würtz. Angribere som Sebastian Grønning, Mikael Uhre og Thomas Dalgaard har også spillet i klubben.

Categories
Nyheder

Oliver Børsting, nyt ansigt på førsteholdet

I tirsdags blev det offentliggjort, at 3 talenter fra Akademiet indlemmes i Superligatruppen fra den kommende sæson. Ét af dem er u19-holdets topscorer, Oliver Børsting.

På trods af sin status som den mest habile målscorer i u19-truppen, er manden med det velkendte efternavn et forholdsvis ukendt islæt for mange. Han er ikke i familie med Frederik Børsting, men han er klar på tilværelsen som Superligaspiller.

“Det er noget som jeg hele tiden har stræbt efter. Det har været en klar målsætning og en stor drøm for mig. Noget som jeg har arbejdet hårdt og målrettet på hver eneste dag til træning … Mine styrker er nok min målnæse, min fysik, min teknik og mit luftspil. Jeg glæder mig til at lytte til nogle af de dygtige spillere, der er på førsteholdet og lære nogle af deres fifs og tricks”, udtaler Oliver Børsting.

“Jeg drømmer selvfølgelig om at få debut og spille på stadion”

Men dét at blive rykket op, er selvfølgelig kun et delmål. Den unge angriber har klare forventninger til, hvad planen er fremadrettet.

“Jeg drømmer selvfølgelig om at få debut og spille på stadion i AaB-trøjen, det er klart. Det er jo drengedrømmen. I første omgang er jeg koncentreret og fokuseret på den plan, der er lagt for min fortsatte udvikling”, siger Oliver Børsting.

“Og så handler det jo om, at komme med maks indsats hele tiden og slå til, hvis man får chancen. Det går jeg efter. På længere sigt ønsker jeg, at blive så dygtig jeg kan og bidrage til, at hjælpe holdet med, at få størst mulig succes, gerne ved at score en masse mål.”

  • 18 år
  • Født 19. august 2002
  • Angriber
  • 25 u19-kampe i 20/21
  • 11 u19-mål i 20/21
  • Nummer 29
  • Kontrakt til 2022
  • Tidligere klubber: Viborg FF, Eastside Viborg

“Det bliver benhårdt”

Som én af tre hele tre unge spidsangribere i truppen, er konkurrencen helt i top. Men det skal ikke være en hindring, tværtimod er det en motivationsfaktor for Børsting.

“Jeg er også opmærksom på, at det bliver benhårdt og derfor er mit fokus meget på, at gøre det så godt jeg kan i den enkelte træning og den enkelte kamp.”

“Det giver mig kun lyst til, at blive ved med at arbejde hårdt og gøre det så godt jeg kan, hver eneste dag”, udtaler han slutteligt.

Categories
Nyheder Optakt

Cifuentes ser frem til afgørende kamp

Kl. 14 spiller AaB en sæsondefinerende kamp mod SønderjyskE. En kamp som potentielt kan sætte et plaster på en ellers skuffende sæson.

Cifuentes er heller ikke i tvivl om kampens betydning.

“Det er en vigtig kamp. Vi ved, at drømmen om at kæmpe med om Europa afhænger af en sejr i morgen. Og på den måde, tror jeg også godt at drengene ved, hvor vigtig kampen er for os”, siger AaBs cheftræner.

Man kan godt regne med at se et AaB-hold, der kommer buldrende ud. For der er kun én ting der tæller, og det er en sejr.

“Det er også et godt scenarie, at vi afhænger af os selv og vi bare skal jagte sejren. Jeg er ikke en træner, der forbereder sig til en kamp, med tanke på at spille uafgjort. Så ja, vi skal bare være modige, prøve at være i dominans fra starten og vide at nogle faser af kampen måske vil være lidt anderledes, især de sidste minutter. Vi ved hvordan vi skal gribe det an og uanset, vil den offensive filosofi være afgørende.”

“Jeg ved at holdet meget opsatte på, at levere en god præstation og komme tilbage til Aalborg med 3 point og muligheden for at spille på fredag. Så vil vi være tættere på ét af målene i denne sæson”, siger Cifuentes slutteligt.

Kampen kan ses kl. 14 på Tv3 Sport

Categories
10 hurtige

10 hurtige med Vladimir Prijovic

Han blev i sommeren 2020 hentet til AaB fra Røde Stjerne. Nu huserer han til dagligt på AaB Akademiets u19-hold og senest scorede han et fænomentalt saksesparksmål mod Silkeborg. Lær den unge, ambitiøse serber bedre at kende her, for de 10 hurtige er nu kommet til Vladimir Prijovic.

1. Hvilken position på banen er din favorit?

Venstreback og centerback.

2. Hvad er dine styrker?

Mit mindset og min boldbehandling.

3. Hvem er den bedste spiller, du har spillet med?

Lucas Andersen.

4. Hvem er den bedste spiller, du har spillet imod?

Enzo Zidane.

5. Hvem er dit idol?

Marcelo.

6. Hvilken klub holder du med?

Chelsea.

7. Hvilke mål har du i AaB?

At vinde Superligaen og spille europæisk!

8. Hvordan føltes det at få debut for Serbiens ungdomslandshold?

Det føltes dejligt.

9. Hvordan føles det at være i AaB, sammenlignet med Røde Stjerne?

I Røde Stjerne var følelsen meget fin, men i AaB er det ubeskriveligt.

10. Hvordan bruger du din fritid i Aalborg?

Jeg bruger min fritid på at slappe af og forberede mig på nye udfordringer.

Categories
Nyheder Optakt

Ahlmann før Horsens-kamp: “Vi skal ud og forsvare vores førsteplads”

Siden tilskuernes comeback, har AaBs kampe været som nat og dag, hvis man sammenligner ude- og hjemmebanekampe. Først var det OB, og senest var det Lyngby, der måtte se sig overrumplet på Aalborg Portland Park.

Et topniveau, klubbens fans har hungret efter. Men også et topniveau, som deres vokale opbakning uden tvivl har hjulpet på vej.

Jakob Ahlmann, som sad ude med karantæne mod OB, og som lige har forlænget sin kontrakt til 2024, ser frem til kampen.

” Jeg forventer, vi kan følge op på de gode takter, vi har vist på hjemmebane. Vi skal angribe Horsens og ud og forsvare vores førsteplads i gruppen. Jeg håber vi kan få en god start, så vi kan få hele stadion i ryggen”, siger Jakob Ahlmann.

Især de to gange, man har mødt AC Horsens på udebane i foråret, har præstationen været skuffende.

“Vi har leveret et par dårlige kampe nede i Horsens og det vil vi rigtig gerne ud og revanchere”, siger Jakob Ahlmann.

Kampen starter kl. 14 og kan ses på Tv3 Sport.

Categories
Nyheder

AaB og Hummel stopper samarbejdet

AaB har siden foråret 2016 spillet i Hummel-trøjer, men det er slut efter denne sæson.

Det er ikke første gang og måske heller ikke sidste gang, at Hummel har haft ansvaret for AaBs trøjer. Thomas Bælum udelukker ihvertfald ikke en genforening i fremtiden.

– Vi har været glade for samarbejdet med hummel, der har været en dygtig og seriøs partner gennem alle årene

– Vi har dog en lang historik med hummel, så hvem ved om vores veje krydser hinanden igen på et senere tidspunkt, siger Thomas Bælum til AaBs hjemmeside.

Det er endnu uvist, hvem der skal være AaBs nye trøjesponsor.

Categories
Nyheder Optakt

Mulig debutant før OB-kamp: “Vi skal ud og smadre igennem”

I truppen til aftenens kamp mod OB, er den unge Casper Gedsted at finde. Han ser frem til kampen og glæder sig over at være udtaget.

Til dagligt er han fast mand på AaBs u19-hold, men i denne uge har han trænet fast med Superligatruppen og har nu muligheden for at debutere for AaB, når holdet drager til Odense.

“Det er virkelig en fed følelse. Det er rigtig stort for mig og det er noget, som jeg har drømt om og kæmpet for siden jeg var helt lille. Så da jeg hørte, at jeg var udtaget til kampen, blev jeg selvfølgelig meget stolt og glad”, siger Casper Gedsted.

Højrebacken er velvidende om, at en sejr er det eneste der tæller i aften. Opskriften til netop dette, har han også klar.

“Jeg glæder mig virkelig til at opleve stemningen og intensiteten omkring en Superliga kamp. Der er ingen tvivl om kampens vigtighed. Det eneste der gælder er, at få 3 point med hjem til Aalborg. Så det gælder bare om at gå ud og smadre igennem og spille klogt”, siger Casper Gedsted.

Kampen starter kl. 19 og kan ses på Tv3 Sport.

Categories
Nyheder

AaB siger farvel til lejet angriber

Det blev aldrig helt godt med Timothé Nkada i AaB. Det tager klubben nu konsekvensen af og sender ham tilbage til hans franske klub Stade Reims.

Forventningerne var store, da AaB præsenterede lejeaftalen med den, eftersigende, lynhurtige franskmand i sommers. Han var den hurtigste i sprinttest, men det virkede stadig til at gå for hurtigt for ham i Superligaen.

13 optrædener og 0 mål for førsteholdet, var hvad det blev til, mens han fik scoret 2 mål i Reserveligaen. Og faktum er, at han stadig har spillet flere minutter i Ligue 1 end i Superligaen.

Det har dog ikke udelukkende været en dårlig oplevelse for den 21-årige franskmand, omend det ikke var nogen sportslig succes.

“Jeg har været glad for at være i AaB, hvor jeg har mødt nogle gode mennesker og holdkammerater, som jeg vil fastholde kontakten med. Nu er det tid til, at jeg skal videre fra klubben og kigge fremad”, udtaler Timothé til aabsport.dk

Categories
Nedtakt Nyheder

Prica i ekstase: “Det føles fantastisk!”

Det blev til et tidligt indhop for det 18-årige angribertalent i går, da Tom van Weert måtte udgå med en skade i første halvleg.

Efter en turbulent start i AaB, ligner Tim Prica også en mand der er ved at finde fodfæste. I går brillerede han, ved først at fremtvinge et selvmål og bagefter banke bolden i mål, forbi den chanceløse OB-keeper.

Hovedpersonen selv, var lykkelig over sit mål og ikke mindst at tilskuerne er tilbage på stadion.

“Det føles fantastisk, at I er med på lægterne og fantastisk at score mål foran jer!”, siger Tim Prica.

Det var svenskerens bare andet mål i AaB-trøjen, men mon ikke det er starten på noget stort. Til sammenligning havde Rade Prica samme antal mål på seniorplan som 22-årig.

Categories
Optakt

Optakt til AaB-OB: “Det bliver mega fedt!”

Der har ikke været tilskuere på stadion, i hvad der ligner en evighed. I aften ændres det dog, når OB kommer på besøg på Aalborg Portland Park.

AaBs angriber, Tom van Weert, ser frem til det at der endelig må komme fans på stadion igen

“Det bliver mega fedt. Noget jeg, og vi har glædet os rigtigt meget til!”, siger Tom van Weert.

Sidste gang OB var på besøg, var i sidste runde i grundspillet, hvor fynboerne kunne drage hjem med de 3 point. I samme kamp missede AaB top 6, men nu er det 7. pladsen og Europa Playoff der jagtes.

En sejr i aften vil sætte AaB i en gunstig position til at opnå netop dette. Men det kræver andre boller på suppen end sidste gang de to hold mødtes.

“En lige kamp. Massere dueller, hvor det bliver vigtigt for os, at vi er bedre på bolden, end vi var da vi mødte dem sidste”, siger Tom van Weert