Categories
Meninger

Året der gik

Hvad der har været et meget turbulent år i AaB-regi, er nu ved at tage sin ende. Der har været opture og optræk til gode ting, men alligevel står man med en meget uforløst fornemmelse i sidste ende.

Året startede med et stille transfervindue, som dog sluttede med et brag, da sæsonens hidtidige helt store åbenbaring, Mikkel Kaufmann, blev solgt til FC København for over 20 milloner.

Og efter lutter sejre i vinterens testkampe, startede forårssæsonen ud med to sejre mod Silkeborg og Brøndby, efterfulgt af et snævert 3-2 nederlag i Parken, hvor vi fik set Lucas Andersen brillere, som vi har været vant til. Det slog dog ikke holdet ud, og efterfølgende fik man tilkæmpet sig en pokalsemifinale, efter en kamp netop FCK på Aalborg Stadion. Det var en mindeværdig kamp, hvor Mathias Ross i ægte Elkjær-stil gav AaB føringen, da han scorede på et flot hovedstød, mens han manglede den ene støvle. Derefter cementerede Oliver Klitten sejren, da han fik prikket bolden i mål, efter en flot dribletur af Kasper Kusk. Næste kamp blev Lyngby pillet fra hinanden af Kasper Kusk, som næsten egenhændigt, fik sendt dem hjem med et 3-0 nederlag i baggagen. Dog skulle denne gode stime ikke være starten på nogen vanvidsslutspurt mod top 6, eller mere. Som resultat af corona pandemien, blev Lyngby-kampen spillet uden tilskuere og det blev den sidste kamp, inden en lang pause, for Superligaen lukkede ned, ligesom resten af landet. Men under den lange pause tiltrådte en hvis mand sin stilling som sportschef i AaB. 1. marts var første arbejdsdag for den ambitiøse nordmand, Inge André Olsen, som man havde hentet i norske Stabæk. Fra dag 1 bidrog han med nogle store armbevægelser, som man ikke havde vant til i Nordjylland. For mange AaB-fans var det forfriskende med en mand, der så AaB som en storklub og som, endnu vigtigere, havde ambitioner som en storklub. Men der skulle handling bag. Og det kom der også. Men selvom det var et lyspunkt i en trist tid, var coronapausen på ingen måde belejlig for AaB. Ved fodboldens tilbagevenden var AaB helt rundt på gulvet, men fik med nød og næppe sikret uafgjort i Esbjerg, hvorefter der fulgte 4 nederlag i nederlag i ligaen, som dog var nok til top 6. I mellemtiden havde man dog sikret sig avancement til pokalfinalen, da AGF blev besejret på Aalborg Stadion foran 250 tilskuere. I ligaen lignede det at AaB, endnu en gang, skulle være blind passager, men det skulle ikke gå sådan. Med endnu en sejr mod AGF man ændret kurs og kunne se frem mod pokalfinalen med den bedst mulige optakt. Det skulle dog ikke nytte noget. Pokalfinalen skulle vise sig at være et kæmpe lavpunkt. Afbrydelsen, Lucas Andersen skade og den forfærdelige præstation var forhåbentligt en enlig svale og ikke noget der gentages i fremtidige pokalfinaler. Resten af 19/20 sæsonen var en opadgående kurve, hvor AaB fik gjort sig gældende i mesterskabsspillet og var millimeter fra en 4. plads. På papiret en godkendt sæson, men der var stadig noget uforløst.

Med den fine sæsonafslutning, var AaBs fans nu klar til at se om Inge André havde noget at have sine udtalelser i. Og der kom da også noget jubelrus i Aalborg, da man hentede angribertalentet med det velkendt efternavn, Prica, foran flere andre skandinaviske storklubber. Dog faldt humøret til jorden da salget af Patrick Olsen blev en kendsgerning. Kunne det virkelig passe, at man havde solgt en af ligaens største profiler til en rival og konkurrent for småpenge, for at erstatte ham med en uprøvet 22 årig fra den portugisiske 1. division? Mange såede tvivl ved Inges dømmekraft, men den tvivl blev gjort til skamme allerede i sæsonens første kamp i Lyngby, hvor Ferreira var banens absolutte bedste spiller. Det blev en meget skuffende 0-0’er, men der var optræk til noget spændende. Og det blev endnu mere spændende da Inge hentede Patrick Olsens reele afløser, Oscar Hiljemark, som kom til Superligaen med et CV der overgår langt de fleste i ligaen. Der var hype, fansene var spændte, spillet på banen så godt ud og nu havde man fået en kæmpe profil til holdet. Allerede fra kamp 1 mod FCK i Parken var det tydeligt, at det var en topspiller der var havnet i Aalborg. Sammen med Ferreira, dominerede han midtbanen og med en Fossum i hopla, var det givet at AaB skulle vinde i Parken for gang i over et årti, i ligaen. Med blod på tanden skulle AaB tage imod Vejle på hjemmebane, som endte ud i et nederlag og hvor man i det sidste kvarter fik flashbacks til de gamle leverpostejsagtige AaB-dyder, som man i de sidste år har fået at se alt for mange gange. Det blev også den sidste kamp med Jacob Friis i spidsen for holdet, da han opsagde sin stilling for at få mere tid til familien, som desværre står i en træls situation med datteren, Luna. En overraskende, men fuldt forståelig beslutning, som gjorde Peter Feher til midlertidig cheftræner for holdet. Og ligesom efter pokalfinalen, rejste holdet sig og kom ind i en god stime som bød på sejre over Brøndby og Randers, uafgjort mod de forsvarende mestre fra Herning og en plads videre i pokalturneringen. Men den bølge som Feher og holdet red på, nåede sin ende. Brat. Nederlag til OB og B93 gav AaB en mindre favorabel position i tabellen og sendte også klubben ud af pokalturneringen. Det viste måske også hvor stor en betydning Hiljemark havde fået for holdet, da disse kampe var i hans fravær. Med nød og næppe fik man besejret Lyngby på hjemmebane på to mål af Kasper Kusk og et langskudsmål fra Iver Fossum, men spillet var slet ikke hvor det skulle være. Og det blev også udstillet i efterårets sidste kamp i Aarhus, som bød på en regulær spillemæssig afklapsning, hvor AaB-spillerne ikke fik et ben til jorden i første halvleg og måtte drage hjem til Aalborg med et skuffende 3-0 nederlag, efter en anden halvleg som heller ikke var noget at råbe hurra for.

Inden året gik på held tikkede der dog to julegaver ind på Inges kontor, i form af at Joakim Mæhle var blevet solgt dyrt til italienske Atalanta, hvilket sendte et millionbeløb til Aalborg. Og inden Inge kunne gå på juleferie, fik hans og landet Martí Cifuentes som cheftræner.